MR-forskningssektionen på Hvidovre Hospital søger forsøgspersoner med sclerose uden fatigue (sclerosetræthed) samt raske kontrolpersoner til et projekt, hvor vi undersøger årsagen til sclerosetræthed hos personer med MS.

Projektet er en del af et projekt, hvor vi undersøger om stimulation af hjernen med repeteret transkraniel magnetisk stimulation (rTMS) kan bruges som behandling af fatigue ved MS. Til dette projekt skal vi bruge en kontrolgruppe med både raske kontroller, og sclerosepatienter uden fatigue. Man vil ikke modtage forsøgsbehandling som kontrolperson.

Hvem kan deltage?

Du kan muligvis deltage i dette forsøg, hvis:

  • Du skal være fra 18 til 65 år
  • Én af følgende er gældende:
    • Du skal have stillet diagnosen attakvis sclerose, eller sekundær progressiv sclerose
    • Du er generelt sund og rask

Du kan ikke deltage i dette forsøg, hvis du:

  • Er gravid
  • Fejler noget andet alvorligt, inklusiv psykiske sygdomme. Spørg hvis du er i tvivl
  • Har epilepsi, eller der er nogen i din nærmeste familie der lider af dette.
  • Er i medicinsk behandling for sclerosetræthed aktuelt, eller indenfor de seneste 3 måneder
  • Har pacemaker eller andet indopereret elektronik eller metal, eller metal i kroppen af anden årsag (granatsplinter, m.v.). Mindre metal i tænder er som udgangspunkt undtaget. Spørg hvis du er i tvivl
  • Har klaustrofobi (frygt for små indelukkede rum)
  • Ikke selvstændigt kan forcere 3 trappetrin til skanner-leje.
  • Ikke ønsker at blive informeret om eventuelt væsentlige uventede fund i forbindelse med skanningerne

Hvis du har sclerose kan du ydermere ikke deltage hvis du:

  • Har svær sclerosetræthed
  • Har haft et MS-attak, fået behandling herfor, eller skiftet MS-medicin indenfor de seneste 3 måneder

Vi udbetaler en ulempegodtgørelse på 200DKK for første time, og 150DKK for hver påbegyndt time efterfølgende. Beløbet er skattepligtigt.

Forsøgets formål:

Vi undersøger hvad der adskiller MS-patienter med sclerosetræthed fra dem uden og fra raske kontroller. Vores undersøgelser fokuserer på balancen mellem aktivering og hæmning i hjernen, og dennes indflydelse på sclerosetræthed.

Tid og sted:

Forsøget består af 1 forsøgsdag der varer ca. 3 timer og involverer udfyldning af spørgeskema og kliniske test samt MR-skanning. Undersøgelserne vil foregå på Hvidovre Hospital, Kettegård Allé 36, 2650 Hvidovre, på Klinik for Hjernestimulation. Eventuelle dokumenterede transportomkostninger kan blive kompenseret.

Kontakt for mere information og interesse i deltagelse

Sofus Nygaard, læge, PhD-studerende
MR-Forskningssektionen, afsnit 714,
Hvidovre Hospital
Kettegård Allé 36,
2650 Hvidovre
e-mail: sofusadn@drcmr.dk